Det følger af lejelovens § 6a, at der gælder et forbud for udlejere mod at tilbyde en lejer betaling for at bringe et lejeforhold til ophør. Dette kaldes dusør. Det er således ulovligt at tilbyde en dusør, da man ønsker at lejeforholdet skal ophøre, og ved overtrædelse af forbuddet kan udlejer straffes med bøde eller fængsel.
Forbud mod at tilbyde betaling for at bringe et lejeforhold til ophør
Lejeloven § 6 a indebærer, at det ikke er tilladt for udlejer at tilbyde lejere betaling eller anden form for ydelse med det formål at få lejeren til at bringe lejeforholdet til ophør, hvis der ikke i forvejen er tvist om lejemålets beståen.
Bestemmelsen trådte i kraft den 1. juli 2020, men finder også anvendelse i lejeforhold, som er indgået før den 1. juli 2020.
Før bestemmelsens ikrafttræden har udlejer haft mulighed for at indgå aftale om betaling mod ophør af et lejeforhold. Når forbuddet herom, er i overensstemmelse med lejelovens overordnede formål, er det fordi, at det er en beskyttelse af lejeren i et lejeforhold.
Tilbud om betaling i form af både penge, udførelse af arbejde eller betaling af løsøre, er omfattet af bestemmelsen. Så længe det ved betalingen ligger et betalingselement, vil ethvert tilbud være omfattet af forbuddet.
Forbuddet gælder for udlejer, således at det er ulovligt at udlejer tilbyder betaling, hvilket vil sige at lejeren selv kan tilbyde at fraflytte lejemålet mod betaling. Det er således tilladt at indgå aftale om betaling for at lejeren bringer det lejede til ophør, når lejer eller dennes repræsentant fremsætter tilbud herom.
Formålet med forbuddet
Lejeloven har til overordnet formål at beskytte lejer, så udlejer ikke kan pålægge lejer urimelige eller ulovlige krav. Hensigten med forbuddet er ifølge forarbejderne at beskytte lejer mod uopfordret at modtage tilbud fra udlejer om betaling for at bringe lejeforholdet til ophør. Et sådant tilbud anses for egnet til at give lejeren opfattelsen af at være uønsket i eget hjem.
Det anføres videre i lovens forarbejder, at det i situationer, hvor lejeren har brug for penge, ikke er sikkert, at lejeren fuldt ud kan overskue virkningen, herunder den langsigtede virkning af ikke længere at have brugsret til den pågældende lejebolig.
Retsvirkninger af overtrædelse af forbuddet
Retsvirkningerne af overtrædelse af forbuddet fremgår af Lejelovens § 6 a, stk. 2 og 3.
Lejeforholdet, som bringes til ophør som følge af tilbud om betaling, kan kræves reetableret på uændrede vilkår, jf. Lejelovens § 6 a, stk. 2. Det vil sige at lejeren kan kræve tilbage lejeforhold sådan som det oprindelig var. Lejer kan kræve reetablering til trods accept af tilbuddet- og trods eventuel modtagelse af betaling.
Det er dog vigtigt at være opmærksom på at lejer kan miste sit krav til reetablering hvis kravet er forældet, mistet ved passivitet eller i nogle tilfælde ekstingveret. Udgangspunktet er at lejerens rettigheder efter lejelovens regler, er beskyttet mod enhver uden tinglysning.
Betalinger ydet i strid med forbuddet, kan ikke kræves tilbagebetalt, jf. Lejelovens § 6 a, stk. 3. Lejeren kan således både kræve reetablering og beholde en modtaget betaling.
Straf for overtrædelse af forbuddet
Ved overtrædelse af forbuddet, straffes udlejer med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, jf. Lejelovens § 6 a, stk. 4. Det følger af Lejelovens § 6 a, stk. 5 at juridiske personer, eksempelvis selskaber, straffes etter reglerne i straffelovens kapitel 5.
Er du udlejer, og er du ved at indgå en aftale med en lejer om fraflytning, er du velkommen til at kontakte os. Det koster ikke noget med en gratis og uforpligtende samtale.